Prof Kunst Norddjurs udstiller i Baunhøj Mølle 


12. april – 12. maj

Baunhøj Mølle har inviteret Prof Kunst Norddjurs til at udstille i påsken. Gruppen har siden de markerede sig med de tre spektakulære udstillinger i 2017, arbejdet målrettet på et nyt projekt og samtidig indlemmet to nye medlemmer. Det drejer sig om grafikeren Katja Herrik og Bent Vinkler som arbejder med pileflet. 

Katja Herrik er en alsidig kunstner, som i sin grafik er stærkt inspireret af naturen med hovedvægt på dyremotiver. Hun er forfatter og illustrator til børnebogen Ridderfortællinger som udkom sidste år. Katja Herrik har lavet udsmykninger i de lukkede statsfængsler og underviser på kunstskolen Bifrost i Randers. 

Bent Vinkler er kendt for sit gode håndværk og stærke formsans i pileflet, som strækker sig fra brugskunst over til skulptur og landart. Han har mange udstillinger bag sig fra ind- og udland, blandt andet på Baunhøj Mølle, Kunstindustrimuseet i København samt i Frankfurt og New York. Dermed har denne lokalforankrede gruppe fået udvidet sin diversitet i både materialer og udtryk. 

Det nye projekt til påskeudstillingen består i, at keramikerne Troels og Aase Kvorning har inviteret medlemmerne ind i deres værksted. Kunstnerne har hver især dekoreret to store lerfade som udstilles på gulvarealet, suppleret med kunstnernes nyeste værker der består af keramik, grafik, maleri, skulptur og akvarel m.m. Ud over de nye medlemmer består gruppen af Aase Kvorning, Bente Lyhne, Karin Normann, Ketty Steffensen, Morten Skovmand, Ole Stenholm, Trine Brix, Troels Kvorning og Vidar Utvik.

Udstillingen kan ses tirsdag-søndag kl. 13.00-17.00 samt alle helligdage

Baunhøj Mølle, Bavnehøjvej 31, Grenaa